Velkommen

Velkommen til Nils Brøgger Jakobsens blog. Bloggen er stadig under opbygning, men vil snart indholde spændende artikler og holdninger.

Med Venlig hilsen Nils Brøgger Jakobsen 

Information | 01.08.2007 | 1. sektion | Side 20 (opinion) | 454 ord |

Debat: Irak: Udviklingspolitik udenrigspolitiseres

Af Nils Brøgger Jakobsen næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

De danske udviklingsorganisationers engagement i Irak har været til debat, dels i Information den 25. juli, og dels i deadline hvor Venstres’ udenrigs- og udviklingspolitiske ordfører, Jens Hald Madsen (JHM), kritiserede danske NGO for ikke at engagere sig i genopbygningen af Irak.

For organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke er det helt afgørende, at forskellene mellem militære interventioner og humanitært arbejde fremstår soleklare. En militær aktion har altid et politisk sigte og adskiller sig alene herved fra det humanitære arbejde. Hvis der kan stilles spørgsmålstegn ved de humanitære organisationers politiske neutralitet forringes deres troværdighed og deres arbejde med lokalbefolkningen vanskeliggøres.

Desværre er det dog ikke nogen overraskende nyhed, at JHM ønsker at politisere den danske udviklingspolitik.

Generel udvikling

Under den siddende regering har vi set en konstant udvikling i retning af tættere kobling mellem udvikling og udenrigspolitik. Samtidig med de generelle nedskæringer af udviklingsbistanden har man således set et voksende fokus på nærområdeprogrammer, som til dels har til formål, at bremse flygtningestrømmen til EU. Også regeringens såkaldte ‘Offensive Handelsstrategi’ bidrager til en tættere kobling mellem dansk erhvervspolitik og udviklingspolitik. Et tredje eksempel er regeringens netop offentliggjorte Afrika strategi, hvor der fokuseres på jobskabelse for unge. Dette emne er selvfølgelig yderst relevant i en region af verden, hvor den reelle arbejdsløshed opnår højder som vi på vore breddegrader slet ikke kan forestille os. Man fornemmer dog, at baggrunden for det valgte fokus handler om mere end lokale Afrikanske interesser, og også har til formål, at bremse immigrationen til Danmark og resten af EU.

Også Udviklingsminister Ulla Tørnæs’(UT) involvering i sagen omkring den dræbte irakiske tolk er endnu et eksempel på, hvordan grænsen mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik er blevet flydende. Denne varme kartoffel i tolkesagen endte ikke bare hos UT på grund af kollegiale forhold i regeringen, men fordi der blev brugt danske bistandsmidler i forbindelse det danske engagement i Irak.

Dansk bistand har traditionelt modtaget meget høj international anerkendelse. Hvilket skyldes, at Danmark altid har givet kvalificeret bistand ud fra faglige argumenter, baseret på baggrund af lokale behov, frem for nationale egeninteresser. Afvigelse fra dette princip kan resultere i, at der ikke blot er sket en kvantitativ nedskæring af dansk bistand, men også en kvalitativ udhulning.

Dette synspunkt understøttes af OECD’s seneste evaluering af dansk bistand, hvor netop de mange politiske initiativer kritiseres for, at undergrave de langsigtede strategier i dansk udviklingspolitik. For at bremse den negative og stigende politisering af dansk udviklingsbistand har Mellemfolkeligt Samvirke foreslået, det vi kalder ‘en ren procent’. Vi ønsker, at den danske bistand igen sættes op på en procent og samtidig kvalitetssikres. Hermed vil bl.a. forskellen mellem udviklingspolitik og udenrigspolitik igen blive tydelig, og det vil ikke længere være muligt, at danske bistandskroner bruges på tvivlsomme projekter, som hører til under forsvarsministeren.  

Debat: På støtten: Landbruget efterlyser de forkerte politiske udspil

Af Nils Brøgger Jakobsen, Næstformand I Mellemfolkeligt Samvirke

Peter Gæmelkes (PG) Kronik (25.7.) indeholder mange interessante synspunkter. Han slår fast, at landbrugets produktion eksporteres til nærmest hele den omgivende verden. Allerede i næste afsnit skriver PG så, at effektivisering og rationalisering er nødvendigt, hvis Danmark skal være konkurrencedygtigt i forhold til resten af verden. Hermed skriver PG altså indirekte, at dansk landbrug ikke p.t. er konkurrencedygtigt, men udelukkende formår at eksportere sin produktion med mere eller mindre direkte landbrugsstøtte.

Det modsætningsforhold, som ligger i, at man har en eksportorienteret produktion, men til stadighed ikke er konkurrencedygtig, er et enormt problem for dansk landbrug. Derfor er det beklageligt, at PG i Kroniken ikke fremfører en eneste vision om, hvordan man har tænkt sig at slippe af med landbrugets afhængighed af statslig støtte. Til orientering kan det nævnes, at en dansk landmand i gennemsnit modtager i omegnen af 200.000 kr. i landbrugsstøtte, og at det ikke er usædvanligt at modtage 500.000 kr.

Eksport af landbrugsprodukterne trods manglende reel konkurrenceevne viser endvidere, at den modtagne landbrugsstøtte til trods for diverse reformtiltag stadig er yderst handelsforvridende. Dermed bidrager Danmark og andre EU-lande til fortsat at tryne landbrugsproduktionen i andre lande og dermed hindre den øgede internationale konkurrence, som Gæmelke i Kroniken er så bange for.

Sommeren har endvidere nærmest traditionen tro budt på sammenbrud i WTO-forhandlingerne. Kun yderst perifert tager PG stilling til alvoren af dette og kommer blot med et spagfærdigt pip om, at det er vigtigt, at der laves globale handelsaftaler. Jeg kunne ikke være mere enig i et udsagn som dette, men mener, at europæisk landbrug, hvor PG spiller en meget central rolle, bærer hovedansvaret for, at forhandlingerne ligger i koma. Den merkantilistiske tankegang, som EU på landbrugsområdet har lagt for dagen, passer ikke til den globale verden, vi lever i. Det er på tide, at der udvises reel handling og gøres op med landbrugets nærmest sovjetinspirerede tænkning, og at befolkningen ikke blot forsøges spist af med pæne ord om, at landbruget er noget så fremsynet, hvad angår enzymer, biobrændsler og dyrevelfærd.

PG opfordrer i sin artikel flere gange til politisk handling. Jeg vil håbe, at denne opfordring bliver hørt, men jeg vil sandelig håbe, også for dansk landbrug, at politikerne ikke blot tager udgangspunkt i de udfordringer, som PG har nævnt, men også tager fat om andre og mere grundlæggende problemstillinger. En ting er sikker: Dansk landbrug kan ikke blot fortsætte som hidtil – der skal tænkes nye og mere globalt langsigtede løsninger. 

Politiken | 09.07.2007 | Debat | Side 7 

Debat: EU har tommelskruer på ulande

Af Nils Brøgger Jakobsen og Trine Pertou Mach, Mellemfolkeligt Samvirke

Forleden svarede den tidligere danske udviklingskommissær Poul Nielson (PN) på Mellemfolkeligt Samvirkes kritik af de igangværende bilaterale handelsaftaler mellem EU og de tidligere kolonilande (EPA’erne). Han gør sig til fortaler for EPA’erne, fordi han mener, at de vil fremme den handelsmæssige integration mellem de afrikanske lande.

Mellemfolkeligt Samvirke bakker helt op om øget samhandel og regionalt samarbejde som afgørende brikker i udviklingen på det afrikanske kontinent. Men vi støtter til gengæld ikke tanken om, at de omfattende liberaliseringer skal ske på EU’s betingelser – uden at tage hensyn til den sparsomme og ustabile produktion i de fattige lande.

Hvis der skal blive tale om reel samhandel, kræver det overgangsordninger og tid til, at de afrikanske lande kan udvikle det regionale samarbejde. Kort sagt ønsker EU med EPA’erne at forankre sin adgang til de tidligere kolonilandes markeder og ser det som en mulighed for at sikre, at de spirende afrikanske markeder ikke bliver overtaget af andre – f.eks. Kina.

EU forsøger således at spille med musklerne og presse de afrikanske lande til at give fri markedsadgang for bl.a. det stærkt subsidierede europæiske landbrug og europæisk servicevirksomhed. Modydelsen er en markedsadgang til EU-markedet, som de afrikanske lande endnu ikke er i stand til at udnytte. At denne anklage ikke bare er tvivlsom konspirationsteori, fremgår af et internt kommunikationspapir fra EU. Her står det sort på hvidt »… at hvis de tidligere kolonilande ikke underskriver EPA’erne, så vil EU fjerne støtten til regional integration og samarbejde omkring kvalitetsstandarder, der kan fremme verdens fattigste landes eksport«.

Til trods for at EPA’erne måske peger den rigtige vej og er flot formuleret, bør PN alligevel tage et skeptisk kig på, hvordan forhandlingsmandatet forvaltes. PN’s meget positive linje over for EPA’erne afspejler sig dog, heldigvis, ikke hos partifællerne i Socialdemokratiet.

Kristeligt Dagblad | 08.06.2007  | Side 18 (Debat) 

Debat: Det 21. århundredes aristokrati mødes i G8

G8: Når der skal træffes beslutninger om klodens fremtid, er det aristokrater, konger og kejsere, der mødes. De fattigste er reduceret til statister. Sådan var det også for 300 år siden

Af Peter Christiansen og Nils Brøgger Jakobsen

Selvom vi skriver 2007 i kalenderen, minder det globale verdenssamfund på mange måder om det feudale enevælde, hvor konge og aristokrati herskede. Den virkelighed minder meget om situationen i dag, hvor Bush og Putin i spidsen for verdens otte rigeste og mest magtfulde industrilande har delt den globale magt imellem sig i G8 det moderne aristokrati.

Når de store lande mødes i G8, er der ikke plads til de mindre og de fattigste. Selvom beslutningerne i allerhøjeste grad vil påvirke dem, er de reduceret til passive tilskuere, som blot kan vente på hvad de store beslutter. Det moderne aristokrati i form af G8 repræsenterer 13 procent af klodens befolkning og står for 63 procent af det globale BNP, men deres indflydelse og resultaterne af deres beslutninger har globale konsekvenser, som i høj grad rammer verdens fattigste.

G8 er et eksempel på, at den globale verdensorden i det 21. århundrede stadig ledes af institutioner, hvis lighed med aristokratiet er slående. De otte stormagter i G8 har hverken demokratisk eller handlingsmæssig legitimitet. Deres diskussioner foregår for lukkede døre i en eksklusiv klub, hvor de otte lande bliver enige om store pakkeløsninger, som gennemtrumfes på politiske scener over hele verden. Den handlingsmæssige legitimitet bliver undermineret af deres manglende vilje til at udvise global ansvarlighed. På det seneste G8-topmøde i Skotland i 2005 lovede de otte lande at forøge deres bistand, men en OECD-rapport har siden påpeget, at bistanden til Afrika er faldet med to procent.

MEN G8 ER desværre ikke den eneste internationale institution, der tilsidesætter sit globale og demokratiske ansvar og styres af kortsigtede egeninteresser. Den demokratiske struktur i FN er også præget af en skæv magtfordeling med sikkerhedsrådet i rollen som det helt afgørende organ. Da der sidste år blev foreslået en FN-reform, var det igen G8-landene, der var på spil og satte sig imod forslaget, der ville svække deres indflydelse.

IMF og Verdensbanken er andre eksempler på, at verden ikke er styret af demokratiske hensyn, men derimod ud fra de enkelte landes økonomiske formåen. I disse institutioner er stemmemagten nemlig fordelt efter størrelsen på de enkelte medlemslandes økonomiske bidrag dermed køber man i virkeligheden sin egen magt.

På papiret er verdenshandelsorganisationen WTO langt mere demokratisk end de øvrige globale institutioner. Den bygger nemlig på det såkaldte konsensusprincip, der giver selv det mindste medlemsland mulighed for at forhindre beslutninger, der vil være imod deres interesser. I praksis kan de store lande, som G8 repræsenterer, dog finde alternative måder at få deres vilje igennem på. I de seneste år er det sket ved at bruge flere kræfter på bilaterale og regionale handelsaftaler, hvor de ved brug af stok og gulerod får egne interesser gennemtrumfet.

Det kan dårligt overraske, at globaliseringen bliver opfattet som en trussel, når den udelukkende er styret af de få rige. Det er uholdbart, at den nuværende situation ikke giver verdens fattigste nogen mulighed for at få indflydelse eller medvirke til at sikre en bæredygtig global udvikling. Hvis beslutningsprocesserne skal være tillidsvækkende og ansvarlige, skal det sikres, at alle får mulighed for at deltage og bidrage til dem. Globalisering må ikke blive den internationale elites projekt.

SELVOM DE fattige lande ikke officielt skal betale tiende til de aristokratiske herremænd, som det var tilfældet i feudaltiden, er det alligevel de fattige lande, der betaler prisen for den udemokratiske struktur. De bliver pålagt totale liberaliseringer af deres markeder, mens de samtidig skal konkurrere direkte med producenter på landbrugsstøtte.

Mens verdens ledere måske trækker på smilebåndet, ryster på hovedet og rynker brynene, når de bliver præsenteret for tanker om en global regering og et verdensomspændende demokrati, så skal vi som civilsamfund tage hul på diskussionen nu. De nuværende internationale strukturer er utilstrækkelige og den tiltagende globalisering kræver øget global politisk handlekraft.

Den tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan præciserede det således meget rammende under sit besøg i Danmark: Min største fortrydelse er, at vi ikke formåede at reformere FNs organisatoriske struktur. Den er forældet og afspejler verden af 1965. Rådet skal gøres mere demokratisk. I dag er der enkelte stater, som bestemmer for meget. Så selvom det måske kan forekomme abstrakt og urealistisk at genvinde den politiske handlekraft, så kræver fremtidens globale udfordringer, at vi enten reformerer og demokratiserer de eksisterende internationale institutioner eller forsøger at skabe et nyt globalt demokrati, der kan erstatte de nuværende eksperimenter.

Ligegyldig hvilken af de to modeller vi vælger til at skabe en mere demokratisk verdensorden, så bør den tage udgangspunkt i en global offentlighed, der kan påtage sig opgaven med at formulere en global konstitution, som kan sætte rammerne for et formaliseret og forpligtende politisk fællesskab. Sådanne rammer for en moderne global konstitution skal opfylde tre basale krav: 1) vi skal udvikle et demokrati, hvor alle lande og individer får indflydelse, 2) vi skal skabe en social kapitalisme, der kan sikre en mere homogen fordeling af verdens goder og 3) endelig skal vi opbygge et globalt medborgerskab, hvor vi føler samhørighed på tværs af de forældede nationale grænser.

Peter Christiansen og Nils Brøgger Jakobsen er henholdsvis kampagnechef og næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde | 07.06.2007 | 1. sektion | Side 4 (Debat) |

Globaliseringens konger

Debat: Globaliseringens konger

Vi må ikke acceptere, at G8 og andre institutioner agerer globale aristokrater og træffer beslutninger henover hovedet på hele kontinenter.

Af G8-topmødet ( Nils Brøgger Jakobsen)

Når der i disse dage er kaldt til hof for verdens rigeste lande i sammenslutningen G8, så minder det på mange måder om magtfordelingen i den mørke middelalder. Dengang var det aristokrater og konger, der delte magten og rigdommene i mellem sig – i dag er det verdens rigeste lande, der forsøger at gentage dette skakspil.

På globalt plan lever vi således i et moderne aristokrati kaldet G8. Denne internationale institution anført af Bush og Putin, består af de otte rigeste og mest magtfulde lande i verden. Når de store lande mødes i G8, er der ikke plads til de mindre og de fattigste. Selvom beslutningerne i allerhøjeste grad vil påvirke netop dem, så er de reduceret til passive tilskuere, der blot kan vente på hvad de »store« beslutter. Det moderne aristokrati i form af G8 repræsenterer 13 % af klodens befolkning og står for 63 % af det globale BNP, men deres indflydelse og resultaterne af deres beslutninger har globale konsekvenser – som i høj grad rammer verdens fattigste.

Verdens fattigste

Det er verdens fattigste, der bliver pålagt liberaliseringer af deres markeder, mens de samtidig skal konkurrere direkte med producenter på landbrugsstøtte. De skal begrænse deres energiforbrug og investere i moderne teknologi for at bidrage til reduktionen af den globale opvarmning, selvom deres samlede bidrag kun udgør en brøkdel af de rige landes. Vi må ikke acceptere, at G8 og andre institutioner agerer globale aristokrater og træffer beslutninger henover hovedet på hele kontinenter.

Som Kofi Annan påpegede under sit besøg i Danmark fornyelig, så kan vi ikke acceptere en verdensorden, hvor det er enkelte stater der bestemmer det hele. Hvis vi for alvor skal kunne løse de globale udfordringer som klima, fattigdom og retfærdig verdenshandel, så må verdens rigeste indse at en tiltagende globalisering kræver øget global politisk handlekraft.

G8 topmødet i Rostock skal kan betragtes som chance for at starte en diskussionen om et alternativ til det udemokratiske system, vi i dag oplever på globalt plan. Vores målsætning må således være et globalt demokrati, der sikrer 1) at lande og individer får reel indflydelse, 2) at verdens goder bliver retfærdigt fordelt og 3) at der bliver opbygget et globalt medborgerskab.

Det kan lyde som en meget ambitiøs og næsten utopisk plan, men hvis den ikke føres ud i livet, så vil konsekvenserne være meget konkrete og skæbnesvangre især verdens fattigste. Vi skal hul på diskussionen om et globalt demokrati nu.

Politiken | 01.05.2007 | Debat | Side 7 |

Debat: Læserne mener

EU skader de fattigste

Nils Brøgger Jacobsen , næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke:

»Når sladderen bliver gammel, bliver den en myte«, skulle en polsk forfatter engang have sagt, og det virker, som om den danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boel har gjort det til sin strategi (Pol. 24.4.). Men det er desværre ikke en myte, at EU’s landbrugspolitik har en skadelig virkning på verdens fattigste lande. Selv om EU har udvidet gruppen af lande med »fri« markedsadgang til det europæiske marked, så er tilbuddet ikke gratis. EU kræver nemlig »gensidighed.Forslaget betyder, at ugandiske bønder skal konkurrere med danske bønder, som i gennemsnit modtager 140.000 kr. om året i landbrugsstøtte fra EU.

Hvis den gensidighed, som EU kræver, skal være reel og uden dobbeltmoral, må EU samtidig afskaffe sine skævvridende og destruktive landbrugsstøtte.

Nils Brøgger Jakobsen er næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.

Information | 27.04.2007 | 1. sektion | Side 18 (opinion) | 

EU og merkantialisme

I Information 20. april beskyldes jeg af Jens Boe Andersen (JBA) for at være gået i selvsving og for at levere en skinger kritik af EU’s handelspolitik. Jeg vedstår, at EU’s handelspolitik på papiret bestemt lyder tilforladelig og ville da også ønske, at jeg frem for at være kritisk med god smag i munden kunne rose EU’s handelspolitik – desværre er det ikke muligt – når man i praksis ser hvad EU’s handelspolitik går ud på. EU’s handelspolitik beskrives mest præcist ved hjælp af begrebet ‘merkantilisme’.

Ideen bag denne politik er, at man i voldsom grad subsidierer egen produktion, udelukker udefrakommende produkter fra ens marked og ved mere eller mindre fine metoder tilegner sig markedsandele i andre lande. Således tager EU del i den ‘del og hersk’ tilgang, som andre aktører, fx Kina, i disse år udviser overfor f.eks. Afrika. Hvis JBA mener jeg har uret i min argumentation bedes han fremsende dokumentation, som viser de positive udviklingsmæssige resultater af EU’s handelspolitik? Mig bekendt viser analyser, at EU’s politik er skadelig for udviklingslandene og at EU’s rolle i f.eks. WTO bestemt ikke er forenelig med EU’s mange løfter om at skabe udvikling i verdens fattigste lande.

Nils Brøgger Jakobsen næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

Nyhedsavisen | 19.04.2007 | 1. sektion | Side 17 (Debat) 

Tømmermænd efter EU’s fest

Aktionsdag * Mellemfolkeligt Samvirke var torsdag på gaden sammen med andre organisationer i protest mod EU’s politik. Næstformanden forklarer hvorfor

Af Nils Brøgger Jakobsen Næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

Der var indbudt til champagne og kransekage, da EU-formandskabet slog dørene op til fest i anledning af EU’s 50-års fødselsdag. Det var med hyldest og storladne skåltaler, at den europæiske elite fejrede, hvorledes EU har sikret fred og velstand.

Den Europæiske Union er da også en imponerende konstruktion, som Jean Monnet og Robert Schuman roligt kunne være stolte af. Men den runde fødselsdag var samtidig en markering af, at ikke alle er velkomne i det fine selskab – det europæiske samarbejde har fortsat mange mangler, og særligt EUs handelspolitik er til stadighed en skamplet.

Koma og tænkepause

Det var særligt 76 af verdens fattigste kolonilande, som ikke var inviteret med til den store fest. Under dække af WTO-forhandlinger i koma og EU under tænkepause presser EU nemlig voldsomt på for at gennemføre nye handelsaftaler. I modsætning til tidligere handelspolitiske aftaler kræver EU nu »gensidighed«. Hvilket betyder, at EU kun vil åbne sine markeder for ulandene, hvis de samtidig lancerer en total åbning af deres markeder.

Det kan lyde besnærende med frihandel mellem EU og de tidligere kolonilande, men gensidigheden betyder ikke, at EU samtidig fjerner sin massive støtte til landbruget. Hvordan skulle en tanzanisk bonde kunne konkurrere på lige vilkår med en fransk bonde, der i gennemsnit modtager 140.000 kroner om året i landbrugsstøtte? Hvis gensidigheden i handelsaftaler skulle virke efter hensigten og uden dobbeltmoral, vil det kræve, at EU samtidig afskaffede sine skrævvridende subsidier af landbrugssektoren.

Skrøbelig

Verdens fattige lande spiller allerede en meget begrænset rolle på den globale scene, og FN har i den forbindelse anført, at de 49 fattigste lande står for blot 0,6 procent af den samlede verdenshandel.

Produktionssektorerne i de fattige lande er meget skrøbelige og har svært ved at begå sig i de rige landes selskab. De fattige lande er endvidere i dag i høj grad afhængige af toldindtægter ved import, og disse udgør op imod 30 procent af de offentlige budgetter – skatter som ikke umiddelbart vil kunne inddrives på anden vis. Forhastet liberalisering af de fattige landes toldbarriere vil med andre ord være en kæmpe belastning for de i forvejen ustabile regimer i udviklingslandene, og de fattigste vil blive taberne.

Gummiged og demo

Mellemfolkeligt Samvirke ser handel som et vigtigt virkemiddel for at skabe en positiv udvikling, men for at handel kan få den ønskede effekt, kræver det, at de rige lande fjerner deres urimelige støtteordninger og giver de fattigste lande tid til at opbygge en stabil egenproduktion. Økonomisk vækst i verdens fattigste lande vil også være til gavn for EU.

For at vække EU fra tømmermændene efter fødselsdagsfesten valgte Mellemfolkeligt Samvirke og en række NGOer over hele verden at gå på gaden i torsdags. Med gummiged og demonstration ville vi vise, hvorledes EU er i fuld gang med at tromle 700 millioner af verdens fattigste.

Information | 18.04.2007 | 1. sektion | Side 20 (opinion) 

Debat: Handelsaftaler: Skam dig EU!

Af Nils Brøgger Jakobsen, næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

Torsdag 19. april er udnævnt til fælles aktionsdag for civilsamfundsorganisationer i mange europæiske og tidligere kolonilande. Også i Danmark vil der blive sat fokus på hvordan EU i de måneder ligger ultimativt pres på 76 af verdens fattigste lande, for at få dem til at indgå vidtgående handelsliberaliseringer.

Grunden til den fælles aktionsdag er de handelsaftaler (Såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler), som EU uden folkelig opmærksomhed, er ved at trække ned over hovederne på nogle af verdens fattigste lande. EU har gennem flere årtier haft handelsaftaler med de tidligere kolonilande, men i de nye handelsaftaler, skal der nu være gensidighed i forholdet mellem EU og de tidligere kolonilande.

Det lyder besnærende at EU-landene har spillet ud med at åbne deres markeder for de tidligere kolonilande. Og det ville også være det, hvis ikke EU samtidig krævede fuldstændig fri adgang til de tidligere kolonilande. En sådan adgang vil underminere den i forvejen sparsomme lokale produktion i de fattige lande. Endvidere vil liberaliseringen fjerne en meget stor del af indtægtsgrundlaget for de offentlige udgifter, da disse i høj grad finansieres af told på importerede varer.

Gensidighed

Begrebet ‘gensidighed’ er nyt i forhold til EU’s handelspolitiske aftaler. Men det virker grotesk at EU’s pres for gensidighed ikke har den logiske konsekvens, at EU i samme åndedrag fjerner den enorme finansielle støtte til landbruget, som på ingen måde kan modsvares i verdens fattigste lande.

Det system EU reelt presser på for at opnå, er et system hvor verdens fattigste står forsvarsløse overfor et høj-effektivt og subsidieret europæisk landbrug. Ingen kan i god tro at et sådan system er fremmende for udviklingslandene, som i særdeleshed er afhængig af en landbrugssektor, der ofte beskæftiger 50-70 pct. af arbejdsstyrken i de fattige lande.

Stor kritik

Modstanden mod de igangværende forhandlinger er stor og særligt de Afrikanske NGO’er har ytret deres kritik. Men kritikken preller fuldstændig af på EU, som ikke har udvist tegn på dialog eller inddragelse af civilsamfundet. Det sker på trods af, at handelsaftalerne vil få voldsomme konsekvenser for de ca. 700 mio. mennesker, som de vil berøre.

Herhjemme har NGO’er forsøgt at sætte fokus på forhandlingerne, som skal være afsluttet ved udgangen af 2007, men manglen på dialog med EU himmelråbende. EU undskylder sig med den såkaldte tænkepause, som skal signalere fred og fordragelighed.

En fremstilling, der underbygges med at henvise til WTO-forhandlingerne, som ligger i koma. Billedet er dog reelt et andet og de igangværende handelsaftaler er meget vigtige for verdens fattige. Kommentatorer mener sågar, at de nuværende forhandlinger er mere vidtgående end WTO forhandlingerne, da de indeholder elementer som ellers blevet taget af forhandlingsbordet under WTO forhandlingerne.

EU har netop fejret sit 50 års jubilæum og nød sin rolle som foregangsland på klimaområdet, men EU’s rolle som handelspolitisk aktør er bestemt ikke noget at være stolt af. EU burde skamme sig for over sin handelspolitik, der underminerer de fattiges mulighed for udvikling.

Politiken | 03.04.2007 | Debat | Side 9 |

Debat: Asyl eller bistand: Politisk spin eller god bistand?

Af Nils Brøgger Jakobsen, Næstformand, Mellemfolkeligt Samvirke

På baggrund af udtalelser af Irene Simonsen (V) og Jesper Langballe (DF) i Politiken 29.3. får man den opfattelse, at de ønsker at finansiere hjemsendelsen af irakiske asylansøgere med danske bistandsmidler. Hvis det er tilfældet, vil det være i direkte strid med regeringens retorik »om mest bistand for pengene«. Desværre vil det ikke være et enestående tilfælde, men blot endnu et eksempel på, hvordan regeringen og DF forsøger at stoppe mest muligt ned i den kasse, man har reserveret til udviklingsbistand til verdens fattigste.

Ikke nok med at regeringen har skåret bistanden fra et niveau på 1,03 procent i 2001 til 0,8 procent i 2007 – man har også udhulet kvaliteten ved at finansiere alle mulige forskellige aktiviteter, som er blevet placeret i den store bistandskasse. Således kan der sættes spørgsmålstegn ved kvaliteten af de dele i den danske udviklingsbistand, som går til bl.a. gældseftergivelse, kampen mod terror, køb af CO2-kvoter, privatsektorprogrammet og hjemsendelse af flygtninge.

Dansk bistand har tidligere haft et rigtigt godt navn ude i den store verden, vi var anerkendt som det land, som dels gav mest i bistand, dels gav verdens bedste bistand. Grunden til, at dansk bistand var meget anerkendt, var, at den i høj grad blev givet uafhængig af både den udenrigspolitiske dagsorden og de nationale særinteresser.

Hvis regeringen og DF vælger at bruge danske bistandsmidler på at hjemsende irakiske flygtninge, er det i strid med traditionen for god dansk bistand. Fokus for dansk udviklingsbistand har været fattigdomsbekæmpelse – men noget tyder desværre på, at dette fokus er ved at blive udhulet af nationale politiske interesser.

Men der er bestemt stadig håb for dansk udviklingsbistand. Seks danske ungdomspolitiske partier fra VU til SFU er netop kommet med deres konsensusudspil om, hvordan dansk bistand skal se ud i fremtiden. Interessant er det blandt andet, at flere af ungdomspartierne tager afstand fra moderpartiernes politik vedrørende udviklingsbistand. Både kvalitativt og kvantitativt kommer ungdomspartierne med et meget progressivt udspil, som, hvis det gennemføres, igen vil gøre Danmark til udviklingspolitisk rollemodel. Og når Danmark er blandt verdens rigeste lande, vil det klæde os igen at påtage os rollen som foregangsland, ligesom det også ville være udtryk for, at vi som nation tager vores globale ansvar alvorligt.
Der er bestemt stadig håb for dansk udviklingsbistand

Politiken | 09.03.2007 | Debat | Side 7 |

Blot en tanke Nils Brøgger Jakobsen ,

næstformand,

Mellemfolkeligt Samvirke:

I sidste uge blev Serbien af domstolen i Haag kritiseret for ikke at have grebet ind over for folkedrabet i Bosnien-Hercegovina i 1990’erne. På globalt plan lever mere end 1,2 mia. mennesker for under 1 dollar om dagen, og hver dag dør 30.000 børn under fem år af sygdomme, som kunne kureres (um.dk). Kan verdenssamfundet dømmes for ikke at gribe ind?

Politiken | 24.01.2007 | Debat | Side 7 | 

Debat: Læserne mener

Debat udbedes Nils Brøgger Jakobsen , næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke:

I dag skal Folketinget tage stilling til de handelsaftaler (EPA’er), som EU er ved at forhandle med de 77 tidligere kolonilande. Resultaterne af forhandlingerne forventes at have meget negativ betydning for cirka 650 mio. af verdens fattigste. Debatten omkring de meget betydningsfulde forhandlinger har fået meget begrænset opmærksomhed herhjemme. . EU er i gang med at gennemtrumfe en handelsaftale, som yderligere forringer ulandenes position og minder om en moderne form for kolonialisme, som på ingen måde afspejler det globale ansvar, EU burde tage.   

Information | 15.06.2006  | Side 24 (opinion) |

Debat: Internationalt: Afrika behøver AU

Den EU-inspirerede Afrikanske Union kan give de afrikanske lande den sammenhængskraft og erkendelse af gensidig afhængighed, som de har så hårdt brug for

Af Nils Brøgger Jakobsen

Det var med stor glæde, jeg for nylig havde lejlighed til at høre formanden for den Afrikanske Union (AU) tale. Etableringen af AU er til dels nødvendiggjort af globaliseringen samt afslutningen på kolonialiseringen og den kolde krig, men den er samtidig udtryk de for enkelte afrikanske landes egeninteresser samt interesser blandt verdens rige lande.

AU er på den baggrund blevet kritiseret for at være etableret for at imødekomme de mere markedsorienterede landes interesser. Kritikken har dog kunnet overskygge, at forventningerne og forhåbningerne til AU er meget store. Det samme er imidlertid udfordringerne, og det bliver afgørende om de 53 medlemslande kan fastholde enighed om fælles mål frem for at bryde op i mindre regionale samarbejder.

AU har store finansielle udfordringer at løfte, og skal unionen i fremtiden sikre sig større støtte fra det internationale samfund, skal der leveres resultater. Ovenstående til trods vil jeg udtrykke min glæde over etableringen af AU, som kan blive et helt afgørende element for at skabe sammenhængskraft og forståelse for gensidig afhængighed de afrikanske lande imellem. Etableringen er helt central, hvad angår bekæmpelse af korruption og konflikter i Afrika.

Kendskabet til AU herhjemme er dog ikke prangende, hvilket er ærgerligt i lyset af unionens store potentiale. Forståelse for, hvad AU er, kræver indblik i den politisk kontekst, som AU blev etableret i.

Unionens kontekst

Oprettelsen af AU den 9. juni 2002 i Durban, Sydafrika, var resultatet af en ret pludselig og kortvarig proces. Etableringen fik internationalt ikke stor opmærksomhed, til trods for at det internationale samfund havde været en vigtig aktør i forhold til at skabe den påkrævede fremdrift bag. Etableringen af AU var først tænkt som en restrukturering af AU’s forgænger, Organisation for African Unity (OAU), som blev etableret i 1963 med det formål at gøre Afrika politisk uafhængig af kolonimagterne.

Efter Den Kolde Krig mistede Afrika omverdens interesse og blev marginaliseret uden at være i stand til at finde en ny rolle i den globaliserende verden.

Det er bl.a. som konsekvens af dette, at to af Afrikas stærke mænd, Obasanjo, præsident i Nigeria og Mbeki, præsident i Sydafrika på det ordinære OAU-topmøde i Algeriet i 1999 præsenterede to projekter for reform af OAU. Reformpakkerne var udtryk for en utilfredshed med, at OAU ikke havde udviklet sig til et stærky kontinentalt organ og internationalt endda var blevet katagoriseret som en dictators club. Endvidere havde de to præsidenter et ønske om at forbedre Afrikas image samt tiltrække international kapital, som i særlig grad ville komme de to relativt markedsorienterede lande til gode.

Libyens Oberst Gadaffi så også muligheder i reform af OAU og betragtede dette som hans mulige comeback på den polititiske scene og annoncerede på topmødet i Algeriet, at han ville afholde et ekstraordinært topmøde i Sirte, Libyen, i september 1999. Foruden at tage æren for en reform var Gadaffis dagsorden også en anden og i modstrid med Mbekis og Obasanjos: Han ønskede at realisere sin vision om at vende tilbage til et rent panafrikansk samarbejde – en vision, som han præsenterede som United States of Africa.

For at Sirte-mødet ikke skulle ende med splittelse blandt medlemslandene blev både Gadaffis og de to reformpakker vedtaget i form af den såkaldte Sirte-deklaration. Gadaffi fremlagde deklarationen som en politisk sejr for ham, men deklarationen var i højere grad præget af de to andre reformforslag.

International kontekst

Etableringen af AU skal også ses i en større international kontekst. På et AU-topmøde blev der i Lusaka i juli 2001 etableret det, som senere skulle blive kendt under navnet New Partnership for Africas Development.

NEPAD blev af Mbeki lanceret på G8-mødet i Genoa senere på måneden, og NEPAD passede fint med G8-landene samt EU’s interesser om at forbedre de riges landes image i forhold de fattigste lande. Dette dårlige image var i vidt omfang et resultat af de rige landes manglende lydhørhed over for verdens fattigste lande, som denne f.eks. kom til udtryk ved det kollapsede WTO-ministermøde i Seattle, 1999. Mbekis retorik om globalt partnerskab og øget samhandel gav således bedre ørenlyd for øgede kapitalstrømme samt diplomatisk støtte frem for den sædvanlige anti-imperalistisk retorik fra afrikanske ledere.

Den store interesse for Afrika i forbindelse med Genoa-mødet viste sig dog at forsvinde efter terrorhandlingerne den 11. september 2001, og lanceringen blev ingen verdensbegivenhed.

Ikke desto mindre er det med etableringen af AU formelt lykkedes at skabe et institutionelt afrikansk samarbejde inspireret af den institutionelle opbygning af EU. Integreringen af NEPAD har styrket AU, men vejen er stadig lang, og det negative udfald af en første lakmustest – AU’s manglende indsats for at forhindre den katastrofale udvikling i Mugabes Zimbabwe – viser, at AU på papiret kan se stærkere ud end instutionen reelt er.

Efterhånden som AU udvikler sig, og efterhånden som flere afrikanske lande bliver demokratiske, kan man dog bedre tillade sig at håbe på, at udemokratiske ledere i Afrika over tid bliver historie. På den anden side kan man frygte, at AU kan besnære det internationale samfund på en måde, så afrikanske ledere under dække af AU bliver i stand til at videreføre deres ikke-ønskelige praksisser.

Manglende finansielt råderum er en stor vanskelighed for AU. Da AU i 2004 præsenterede sit budget på 571 mio. dollar viste det sig, at kun 158 mio. dollar kunne indkræves.

En yderligere trussel for AU er, hvis medlemslandene begynder at prioritere de subregionale samarbejder som f.eks. SADC og ECOWAS. Mens der blandt de afrikanske folk er en udbredt broderskabsfølelse, er der i de enkelte lande også en stærk selvstændighedsfølelse. Dette eksemplificeret ved f.eks. Tanzanias unilaterale intervention i Uganda med det formål at fratage Idi Amin magten. Endvidere er den svage institutionalisering og de svage afrikanske civilsamfund en trussel for AU.

Nils Brøgger Jakobsen er næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

Information | 03.05.2006  | Side 18 (opinion) |

Debat: Læserbreve

Visioner for verdenshandel

Nils Brøgger Jakobsen udtrykker i sin påtale den 28. april bekymring for udviklingen af Verdenshandelsorganisationen (WTO). En ændret struktur af WTO og flere bilaterale aftaler vil betyde en udvikling mod et mindre demokratisk WTO samt forringelser af de fattigste landes vilkår.

Med rette bekymringer, ikke mindst efter regeringens ønske om at opprioritere bilaterale aftaler i EU. Dette vil formentligt ramme de svageste lande, som også var tilfældet med bl.a. tilslutningen til GATS-forhandlingerne om salg af tjenesteydelser. For at vende udviklingen i WTO til fordel for klodens fattigste, må visionerne for WTO i højere grad til debat.

Når European Social Forum afholdes i Athen denne uge, vil WTO netop være central i diskussionen om en mere retfærdig verden. De sociale fora er samlingspunkt for organisationer og enkeltpersoner og et udtryk for, at der i den europæiske befolkning er en vilje og tro på, at en anden og mere retfærdig udvikling er mulig.

Når der er dødvande i forhandlingerne hos beslutningstagerne i WTO, må vi i befolkningen være i offensiven og stille mindstekrav til vores regeringer.

Danmark må øge presset, så der sadles om mod en mere fair verdenshandel, så vi ikke yderligere bidrager til strukturelle hindringer for udviklingen af verdens fattigste lande.

  

Kristeligt Dagblad | 28.04.2006  | Side 18 (Debat) |

WTO-forhandlinger skal ud af dødvande

Debat: WTO-forhandlinger skal ud af dødvande

VERDENSHANDEL: Det bilaterale spor er ikke fremmende for en retfærdig verdenshandel, og historien har vist, at de fattige lande bliver tromlet af de rige lande

Af Nils Brøgger Jakobsen og kim raben

Til WTO (World Trade Organisation) ministermødet i Hong Kong blev den 30. april sat som deadline for forhandlinger på så centrale områder som eksportkreditter og fødevarehjælp. Målet var, at man inden denne dato skulle have afsluttet forhandlinger på en række af de områder, hvor man ikke kunne nå til enighed under WTO-ministermødet i Hong Kong sidste december.

At man i WTO-regi ikke overholder deadline er ikke noget nyt, men tidspresset på forhandlingerne er voksende, da det forhandlingsmandat, som USA’s præsident har fået fra kongressen, udløber i juni 2007.

Efterhånden som tiden går, og man ikke kommer videre i forhandlingerne, mister flere og flere interessen for den nuværende WTO-struktur. Dette vil forårsage, at det kommer på tale at reformere WTO samt i højere grad at fokusere på bilaterale handelsaftaler.

Allerede få minutter efter sammenbruddet af WTO-forhandlingerne i Cancun 2003 udtrykte USA, at de i højere grad ville prioritere det bilaterale spor. Denne taktik er for USA i nogen grad lykkedes, og USA’s bilaterale frihandelsaftale med flere af de mellemamerikanske lande (CAFTA) er nu en realitet.

EU har også gang i bilaterale handelsaftaler og presser i disse dage hårdt på for at få gennemført de såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler med de tidligere europæiske kolonilande. Hvad angår Mellemamerika og Sydamerika er EU også ved at trække i det bilaterale arbejdstøj.

Den mistede tro på det multilaterale system har senest også bredt sig til Danmark. Således var det en del af anbefalingerne fra statsministerens globaliseringsråd, at Danmark i højere grad end tidligere skulle fokusere på det bilaterale handelsspor. Dansk Industri har blandt andre presset på for disse ændrede prioriteter.

I Mellemfolkeligt Samvirke mener vi ikke, det bilaterale spor er fremmende for en retfærdig verdenshandel. Historien har vist, at de fattige landes forhandlingsmagt i bilaterale sammenhænge er meget lille og bliver tromlet af de rige lande. Det klareste eksempel på dette er frihandelsaftalen mellem USA og de mellemamerikanske lande, hvor de fattige lande ikke fik et ben til jorden i forhandlingerne. Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at det er EU’s og USA’s landbrugspolitik, som er skyld i, at forhandlingerne står i stampe.

Også på den indholdsmæssige side ser det ikke ud til, at forhandlingerne lever op til de fremsatte målsætninger. Fordi mistroen til det multilaterale spor vokser som resultat af manglende resultater, kan det dog forventes, at den såkaldte Doha-udviklingsrunde snart afsluttes. “Elefanten føder snart en mus”, som man siger i Bruxelles. Dette på trods af, at man ikke har nået forhandlingsrundens mål, herunder præmissen om, at rundens formål skulle være til fordel for verdens fattigste.

Det, som EU og USA betragter som fordel ved hurtigst muligt at afslutte runden, er, at man hurtigt kan komme i gang med en reform af WTO, hvor man går væk fra de meget brede forhandlingsdagsordener og helt flade beslutningsstruktur. Ved at gå bort fra den velkendte forhandlingsstruktur ønsker man at etablere en struktur, som vil lette forhandlingsprocessen og dermed hurtigere opfylde de rige landes ønsker i form af øget markedsadgang til verdens fattigere lande.

Kilder tæt på forhandlingerne siger, at reformforslag går i retning af en struktur, som vi kender fra FN, i form af et sikkerhedsråd bestående af en række lande med særlige beføjelser. Med en lignende struktur i WTO vil man gå bort fra den nuværende flade struktur, hvor USA og Mali formelt har samme magt. Målet med denne reform ville være at gøre WTO mere beslutningsdygtig.

Ved at ændre strukturen vil WTO formelt blive mindre demokratisk opbygget. Dette demokratiske tilbageskridt kan dog opvejes ved at give de fattige lande den repræsentative magt, som de er berettiget til. To tredjedele af medlemslandene i WTO er udviklingslande. Desværre tyder ikke meget på, at de rige lande har interesse i at etablere et reelt forhandlingssystem, hvor de fattige lande har noget at skulle have sagt. Grunden til at de rige lande vil reformere WTO, er jo netop, fordi de ikke længere i samme grad som tidligere kan tryne de fattige lande.

Nils Brøgger Jakobsen er næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

Kim Raben er medlem af Mellemfolkeligt Samvirke

Politiken | 25.04.2006 | 2. sektion | Side 6 |

Debat: Landbrugsstøtte

Af Nils Brøgger jakobsen, jagtvej 120, københavn

Så ytrede Fogh sig endelig om EU, og Fogh identificerede to hovedudfordringer for EU. Hvordan EU skal takle globaliseringen, samt hvordan det sikres, at borgerne oplever EU som værende til gavn. Svaret om drastisk at reducere EU’s skadelige landbrugspolitik burde være ligetil for Fogh, men til trods for at knap halvdelen af EU’s budget bruges på netop landbrugsstøtte, blev emnet overhovedet ikke berørt i den ni sider lange tale. Så længe kun cirka 5 pct. af den europæiske befolkning modtager næsten halvdelen af EU’s budget i støtte (ca.130.000 kr. om året i gennemsnit per europæisk landmand), kommer EU aldrig til at kunne løse de to problemer, som Fogh så rigtigt identificerer.

Kristeligt Dagblad | 10.03.2006  | Side 19 (Debat) | 

Tom udviklingspakke til verdens fattigste

Debat: Tom udviklingspakke til verdens fattigste

VERDENSHANDEL: At de rige landes ord om at bekæmpe fattigdom og ulighed ikke er meget andet end varm luft blev bekræftet på senest afviklede WTO-møde i Hongkong

Af Nils Brøgger Jakobsen

Forventningerne til det senest afviklede WTO-ministermøde i Hongkong var mildest talt begrænsede, og resultatet blev desværre også derefter. Udviklingsperspektivet i den ellers såkaldte udviklingsrunde endte med at blive nærmest ikke-tilstedeværende til trods for, at blandt andre EU har brystet sig af deres godhjertethed i form af vedtagelse af en såkaldt udviklingspakke.

Udviklingspakken var fra EU’s side tænkt som dække over EU’s manglende vilje til reform af landbrugspolitikken. Pakken skulle indeholde en række elementer såsom markedsadgang og øget bistand til verdens fattigste lande, men viste sig at være intet andet end tomt spin fra EU’s side.

Frem for at sætte fokus på udvikling, som ellers er grundlaget for den igangværende forhandlingsrunde i WTO, kaldet Doha-udviklingsrunden, er de udviklingspolitiske spørgsmål efterhånden blevet af kosmetik karakter og vedrører endvidere kun verdens 50 fattigste lande. De resterende udviklingslande har oplevet yderligere armvridning fra blandt andre EU, USA og Japan angående liberalisering af serviceydelser og markedsadgang for verdens rigeste lande.

Fuldkommen markedsadgang for verdens 50 fattigste lande var del af udgangspunktet for den igangværende forhandlingsrunde. Derfor er udviklingspakken et skridt i den forkerte retning, da de rige lande krævede, at de til stadighed må beskytte sig for tre procent af alle produkter. Tre procent udgør cirka 330 toldlinjer. Til sammenligning udgør 20-25 toldlinjer i dag cirka to tredjedele af Bangladeshs totale eksport. Verdens 50 fattigste lande står for sølle 0,6 procent af al global samhandel og eksporterer kun ganske få forskellige produkter. Således bliver det for de rige lande let at udpege de produkter, hvor de fortsat vil have ret til beskyttelse. Derfor er markedsadgangen på 97 procent reelt uden indhold for verdens fattigste lande.

At eksportstøtten inden 2014 skal være udfaset, er et af de meget beskedne positive resultater af Hongkong-mødet. Eksportstøtten udgør 20 milliarder kroner af de samlede landbrugssubsidier i EU på 745 milliarder kroner. EU har altså endelig efter mange års hårdt pres indvilget i inden for de næste otte år, at fjerne de knap tre procent af landbrugsstøtten, som er mest skadelig for verdens fattigste lande.

Beatles sang i sin tid “Money can’t buy your love”, men det var præcis det, som EU og USA forsøgte i Hongkong. Man forsøgte således at spise verdens fattigste lande af med et løfte om øget handelsrelateret bistand. Således lovede USA, at de inden 2010 vil fordoble deres handelsrelaterede bistand til 2,7 milliarder dollar. Den øgede bistand er glædelig, men består dels af en meget lille pose penge og er udtryk for, at de rige lande ikke betragter verdens fattigste lande som ligeværdige aktører.

Det er beskæmmende, at de rige lande fastholder en handelsforvridende politik, som bremser udvikling i verdens fattigste lande.

Nils Brøgger Jakobsen ,

næstformand Mellemfolkeligt Samvirke

Jyllands-Posten | 17.02.2006 | 1. sektion | Side 11 (Meninger) |

Debat: Minimal import fra Afrika

Af Nils Brøgger Jakobsen, næstformand, Mellemfolkeligt Samvirke, Jagtvej 120, København N

11/2 TALTE STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen i rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde under titlen Globalisering – en vej ud af fattigdom.

Det er glædeligt, at statsministeren efter langt tids manglende interesse for udviklingspolitiske spørgsmål er begyndt at interessere sig for Afrika. -

Som statsministeren ser Mellemfolkeligt Samvirke globalisering som en potentiel katalysator, som kan løfte millioner af fattige ud af fattigdom.

På trods af at den præcise definition af globalisering er uvis, er vi enige med statsministeren i, at øget handel er et afgørende element af globaliseringen, og at netop markedsadgang er vigtig i den forbindelse.

Derfor hører jeg med stor glæde, at netop dette punkt havde høj prioritet i statsministerens tale. Desværre var den samlede danske import fra Afrika i 2004 kun på 3,5 mia. kr. af en samlet dansk import på 400 mia. kr. Under 1 pct. af Danmarks samlede import kom altså fra Afrika.

Dertil kommer, at 2004 oven i købet var rekordår grundet en dansk skibsordre til Liberia til en værdi af ca. to mia. kr.

Til sammenligning havde Danmarks samlede import fra Sydkorea en værdi på 6,4 mia. kr. i 2004.

Politiken | 24.01.2006 | 2. sektion | Side 7 |

Debat: Vennetjenester: Lomborg forgyldt

Af Nils Brøgger Jakobsen, næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke

Da julefreden havde sænket sig, udsendte udviklingsminister Ulla Tørnæs en pressemeddelelse, hvori Bjørn Lomborg blev forgyldt med en gave på 4,5 millioner til i 2008 at gennemføre anden udgave af konferencen Copenhagen Consensus.

Lomborgkonferencen i 2004 blev voldsomt kritiseret for at have en for snæver økonomisk tilgang til de samfundsøkonomiske beregninger. Ved at afholde en konference, som ligger sig tæt op ad den foregående, er der stor fare for, at Lomborg ikke imødegår kritikken.

Bjørn Lomborger tydeligvis vennernes ven i regeringen og er således blevet regeringens yndlingssmagsdommer. Først fik Lomborg penge fra Miljøministeriet til at oprette det meget diskuterede Institut for Miljøvurdering. Den seneste julegave har Lomborg fået af Udviklingsministeriet, som netop har skåret drastisk i støtten til den folkelige oplysning via organisationer som f.eks. Mellemfolkeligt Samvirke.

Det virker uklart, hvad formålet med konferencen er, ud over at gøre Lomborg en vennetjeneste og lave endnu en mediestunt, som dækker over de drastiske besparelser på hjælpen til verdens fattige.  

Information | 18.01.2006  | Side 20 (opinion) |

Debat: Læserbreve

De glemte kriser

I Information kunne man den 13. januar læse, at Læger uden Grænser offentliggjorde listen over verdens glemte humanitære kriser. Det var sørgelig og nedslående læsning, og det er under alt kritik, at verdens øjne i så ringe grad er rettet mod de forbrydelser mod menneskeligheden, som pågår.

Desværre er der ikke meget, som tyder på, at der i fremtiden vil komme øget fokus på netop de glemte humanitære kriser. Med regeringens nedsabling af oplysningsmidlerne om forholdene i udviklingslandene og argumentation om, at det er markedskræfterne, som skal styre, hvilke oplysninger der produceres, må man forvente, at fokus i endnu højere grad bliver på de i forvejen omtalte krige og katastrofer.

Denne tendens kan vi i Mellemfolkeligt Samvirke desværre bekræfte. Her har vi som resultat af regeringens nedsabling af oplysningsmidlerne måttet lukke vores 57-årige blad Kontakt, vores minoritetsbibliotek, vores skoletjeneste, og vores butik. Fælles for disse medier var et ønske om at oplyse om andet, end det som i forvejen blev fortalt i de store medier.

Nils Brøgger Jakobsen , næstformand, Mellemfolkeligt Samvirke.

Politiken | 29.09.2005 | 2. sektion | Side 6 | 

Debat: Læserne mener: Global ulighed

Af Nils Brøgger Jakobsen, Jagtvej 120, København

Mener socialministeren og regeringen også, at global ulighed fremmer den globale samfundsdynamik? Er det i så fald derfor, regeringen siden 2001 har nedskåret bistanden fra 1,01 procent af BNI i 2001 til 0,81 i 2006?  

Information | 21.09.2005  | Side 18 (opinion) |

Debat: Læserbreve

Rip, Rap, og Rup lukker varm luft ud

I den forløbne uge har statsministeren, udviklingsministeren og miljøministeren i anledning af 2015-konferencen haft rig lejlighed til at ytre sig om, hvor vigtigt de finder, at fattigdom og mijøødelæggelse bekæmpes. Personligt finder jeg, at sådanne udtalelser klinger meget hult når man herhejmme gennem de seneste år har fulgt regeringens politik på disse fatale områder.

Til trods for regeringens tal-fiflerier tror jeg det står klart for langt de fleste, at der under den siddende regering er skåret drastisk i både udviklingsbistand og midler til miljø forbedringer. Foruden drastiske kvantitative beskærringer er området også kvalitativt blevet undermineret, da udviklingsmidler og miljøtiltag i dag i højere grad tilpasses erhvervlivets interesser frem for miljøets eller verdens fattige.

Den 15. september udtalte statsministeren således i New York “Jeg opfordrer alle donorlande til at øge deres bistand til Afrika.”

En sådan udtalelse står i skærende contrast til regeringen førte politik og klinger hult i mine ører. Må jeg venligst bede om handling bag orderne – vi kan hverken i nord eller syd være tjent med andet.

Nils Brøgger Jakobsen København N

Politiken | 20.09.2005 | 2. sektion | Side 6 |

Debat: Læserne mener: Ministeren bør gribe i egen barm

Af Nils Brøgger jakobsen, jagtvej 120, københavn

I forbindelse med udviklingsministerens hetz mod udviklingsorganisationernes forvaltning af oplysningsmidlerne har ministeren brugt som argument, at kun ni procent af den danske befolkning kender til 2015-målene. Måske det ringe kendskab til 2015-målene i højere grad skyldes, at verdens regeringsledere inklusive de danske kun i ringe grad tager målene seriøst. Så længe FN-topmøder kun byder på flotte skåltaler uden reelt handlingsorienteret indhold, er det vel ikke så underligt, at befolkningen mister interessen. De kære ministre bør sætte handling bag ordene – vi kan hverken i nord eller syd være andet bekendt.

Information | 25.04.2005  | Side 17 |

LÆSERBREVE

Mellemfolkeligt Samvirke svigter ikke u-landene.

Det er med stor beklagelse og undren, at jeg den 19. april læser, at Jakob Lindblom (JL) mener, at Mellemfolkeligt Samvirke (MS) svigter u-landene.

Var vi ikke netop blevet enige om, at sidste uges kampagne for retfærdig verdenshandel var et tiltrængt initiativ for at rette op på verdens ulige handelsvilkår, herunder EU’s landbrugspolitik?

MS er ikke imod traktaten i sin helhed, men kritiserer de områder, hvor vi synes, den gør skade.

Vi har allerede henvendt os til relevante peroner med betænkeligheder på handels- sikkerheds- og udviklingsområdet. Herunder også ordlyden i artikel III-227 og III-228 om EU’s landbrugspolitik.

Det undrer mig, at JL skriver, at MS bør handle i stedet for at deltage i diverse oplysningskampagner.

Handelskampagnen i sidste uge havde dels oplysning til formål, men var også en ganske markant opfordring til politikerne om, at der er behov for ændring af de uretfærdige handelsvilkår.

Når det er sagt, er det vigtigt at bemærke, at det er en selvstændig, aktivistbåret gruppe i MS, som har stået for initiativet og fundraising til kampagnen.

Grundet MS’s tætte dialog med vores partnere i syd kan jeg med sindsro forsikre om, at MS ikke svigter u-landene.

Nils Brøgger Jakobsen

Mellemfolkeligt Samvirke

Information | 14.04.2005  | Side 23 |

LÆSERBREVE

Ikke et spørgsmål om ja eller nej

Kære Jakob Lindblom, det er med stor glæde, at vi kan blive enige om, at den europæiske landbrugspolitik er intet mindre end en skandale, særligt for u-landene. Men derfor er jeg heller ikke enig med dig, når du skriver, at Kampagnen for retfærdig verdenshandel ikke giver mening, hvis ikke den også vender sig imod forfatningstraktaten (Information den 9.-10. April.)

Kampagnen er på ingen måde en Ja- eller Nej-kampagne til den europæiske forfatningstraktat, men en kampagne, som udelukkende har til hensigt at sætte fokus på de urimelige handelsvilkår på verdensmarkedet, herunder den europæiske landbrugspolitik. Mellemfolkeligt Samvirke har ikke en generel holdning til EU, men forholder sig til konkrete sag, f.eks. handelspolitikken.

Vi mener, EU skal udvise global ansvarlighed ved at arbejde for en fair og åben verdenshandel, og første skridt er en reel reform af den europæiske landbrugspolitik. Eksportstøtten skal afskaffes, den direkte landbrugsstøtte omlægges og toldmurene fjernes. Derfor en handelskampagne.

Nils Brøgger Jakobsen

Medlem af MS’s styrelse  

Kristeligt Dagblad | 16.08.2004  | Side 7 (Debat) |

WTO er ikke blot de riges klub

Debat: WTO er ikke blot de riges klub

VERDENSHANDEL: Det er positivt, at WTO tager sagerne seriøst og dermed er med til at bekæmpe den uretfærdighed, som de rige landes landbrugspolitik ofte resulterer i

Af Nils Brøgger Jakobsen

I en sag rejst ved WTO-domstolen af verdens tre største sukkerproducenter, Brasilien, Thailand og Australien, afsagde domstolen i Geneve sidste onsdag en foreløbig kendelse, som gav Brasilien ret i, at EU’s eksport af sukker med eksportstøtte er alt for stor.

EU dumper årligt flere millioner ton sukker med eksportstøtte på verdensmarkedet til stor skade for verdensmarkedsprisen og sukkerproduktionen i de fattigste lande.

Sagen går på, om de 1,6 millioner ton sukker, som EU importerer fra AVS-(Afrikanske, Vestindiske og Stillehavs) landene, skal medregnes som en del af den mængde sukker, EU må eksportere med eksportstøtte, eller om den kan lægges oven i den tilladte mængde.

WTO-domstolen har foreløbig givet landene, som har rejst sagen, ret i, at den mængde sukker, som EU importerer fra AVS-landene, skal medregnes i den mængde sukker, som EU har lov til at eksportere med eksportstøtte.

Den foreløbige kendelse er en kæmpe sejr for udviklingslandene. De har i årevis kritiseret, at de rige lande fortolker reglerne efter forgodtbefindende, og argumenteret for det urimelige i, at de rige lande med EU i spidsen opretholder en for u-landene skadelig og unaturlig høj produktion af varer ved hjælp af subsidier. I dette tilfælde sukker, som både kan produceres billigere og i mange tilfælde i en bedre kvalitet i udviklingslandene.

Den tabte sag betyder dog ikke, at EU ikke længere kan opretholde deres import fra fattigere lande, men betyder blot, at de for fremtiden skal medregne sukkeret som en del af den mængde sukker, som EU har lov til at eksportere med eksportstøtte.

Sukkeret, som EU importerer og senere reeksporterer, er kun en mindre del af EU’s samlede sukkereksport på ca. fem millioner ton, som via både støtte og udbuds- og efterspørgselsmekanismerne er med til at trykke verdensmarkedsprisen til et niveau, så den gennem perioder har ligget under den pris, som verdens billigst sukkerproducerende lande kan sælge sukker til. Dermed vanskeliggøres forholdene for verdens fattigste sukkerproducenter, som er helt afhængige af verdensmarkedsprisen, og det bliver sværere for dem at handle sig ud af fattigdom.

Sagen er i sig selv af stor vigtighed. Det, at man nu har fået en foreløbig kendelse for, at en del af den europæiske landbrugspolitik er direkte i strid med WTO-reglerne, kan betyde, at vi i løbet af de kommende år vil se flere lignende sager med andre produkter, hvor det er sandsynligt, at EU og andre rige lande må erkende deres uret og dermed fjerne deres skadelige landbrugssubsidier.

Signalværdien i en sag som denne kan også vise sig vigtig i forhold til de danske og europæiske sukkerproducenter, som nu har fået et vigtigt signal om, at de i fremtiden ikke kan forvente at modtage så voldsomme støttebeløb, som tilfældet har været gennem de seneste alt for mange år.

Signalværdien vil også være betragtelig for det danske sukkermonopol, Danisco, som hermed har fået et vink med en vognstang om, at de i fremtiden ikke skal kunne regne med at hente deres uforarbejdede sukker i Danmark, men skal se sig om efter nye leverandører. Dermed må man forvente, at interessen for at øge investeringer i sukkerproduktion i fattigere lande vil stige, hvilket er af stor vigtighed, da mange fattige lande er fuldstændig afhængige af landbruget.

Det er anden gang i løbet af sommeren, at Brasilien via WTO har drillet verdens største økonomier i form af EU og USA. Senest var det bomuldsproduktionen, det gik ud over, og det er positivt, at WTO tager sagerne fra lande som Brasilien seriøst og dermed er med til at bekæmpe den uretfærdighed, som de rige landes landbrugspolitik ofte resulterer i. Hermed er WTO i disse tilfælde med til at promovere et mere fair og rimeligt multilateralt handelssystem, hvor de enkelte lande er nødt til at overholde internationale bestemmelser.

Afgørelsen i WTO er desuden helt i tråd med forrige uges WTO-forhandlinger, hvor det blev vedtaget, at der skal arbejdes for en fjernelse af alle eksportsubsidier.

Nils Brøgger Jakobsen er medlem af Mellemfolkeligt Samvirkes styrelse